Haunstrup Kirke

 

Haunstrup Kirke er bygget af beboere i Haunstrup, Albæk og Snerlund for næsten lige dele indsamlede midler og en bevilling fra staten. Den er placeret på det højeste sted i byen og blev indviet i 1920, men kirkegården blev taget i brug året før.

Kirken er åben på hverdage fra kl. 8 til kl. 16 og ved alle gudstjenester og kirkelige handlinger. Man er også velkommen på kirkegården fra solopgang til solnedgang.

Bygningen er i klassisk stil, traditionelt udformet og har med sin indretning en indbydende atmosfære. Inventaret er originalt med alterbilledet fra Bjergprædikenen (Mattæus kap. 5-7) som det centrale. Alteret er pyntet med en bort, der er kniplet af Stinne Clausen. Messehagelerne er designet af kunstneren Elisabeth Hofman i 2010 og finansieret ved arv fra Jenny Pedersen. Dåbsfad og dåbskande, udformet af kirkesølvsmeden T. Fredberg, er anskaffet i 2007 efter tyveri af det gamle. Krucifikset er en gave fra Hertha og Christian Kjelgaard. Præstetavlen er givet til 50 års jubilæet af sognets beboere. Skibet i loftet er en gave fra Johanne og Søren Saaby. Orgelet er fornyet i 1974. Et klaver er i 2015 købt for arv fra Bodil Marie Knudsen. Hendes gave dækkede også en ny kirkeklokke, der blev anskaffet til 75 års jubilæet. Tårnuret blev sat op i 1984 og betalt med de midler, der oprindeligt var indsamlet til byggeri af et menighedshus. Taget blev udskiftet i 1978, og vinduerne i 2012.

Gudstjenester og kirkelige handlinger

Gudstjenester finder sted på de fleste søn- og helligdage. Efter tidlige formiddagstjenester serveres stående kirkekaffe i våbenhuset eller udenfor. Ved altergang bruges altid druesaft, som ikke indeholder alkohol.

Der holdes enkelte aftengudstjenester, heraf flere særligt målrettet børn.

Desuden tilstræbes at tilbyde en koncert årligt.

Vedrørende ønske om kirkelige handlinger (dåb, vielse og begravelse) henvises til Kirkebladet.